Så har vinteren for alvor gjort sit indtog, og derfor mener vi på bloggen at et friskt pust i form af en helt ny kreativ proces, kan lune godt om omkring vores elskede 21 faste læsere. For første gang smider vi nemlig både en fredag og en lørdag sammen i en lækker cocktail, som selvfølgelig byder på en del mere arbejde end tidligere, men hvad fanden, vi kan jo så godt lide det!
Julesommerfrokosthus
Det var først tredje gang, jeg spurgte Josephine om karrysildene, at hun svarede. Hun smilte kort, da hun blev opmærksom på min efterspørgsel. Det samme gjorde jeg, men igen, kort. Så vendte jeg mod min sædvanlige gruppe af udskud og venner. Med den samme gruppe sad jeg senere på et værelse fyldt af røg, og fabrikerer mere af netop det, for at forlade virkeligheden og kulden i et par timer. Et par hvæs senere kigger jeg mat udover en menneskepøbel, der, på det tidspunkt i hvert fald, indeholdte flere fornuftige hoveder end den gruppe, der tidligere sad på det røgfyldte værelse. Da rusen var mest intens, tog jeg mig selv i at sidde og klukke, mens uret på den klamgrønne vægs visere bliver sløvere og sløvere. Så står tiden stille. Stemmer forsvinder, og essensen af min midlertidige eksistens synes pludselig krystalklar, men også skrøbelig og ligegyldig. Så bliver jeg sparket tilbage til virkeligheden. Grinene genoptages, uret tikker igen og jeg føler mig let og lykkelig. Så ruller lallegladheden ind over mig med en overraskende kraft, så min lattermuskel kramper til, og fuld forløsning afsløres i mine dobbeltstørrelse pupiller. Jeg er i rusens barmhjertige favn og betragter med fascination mine venners engagerede forsøg på fænomenet jumpstyles udbredelse. En skarp kommentar hiver mig dog ud af min en-mands stene-seance, og jeg bliver med største overbevisning overbevist omkring, hvor forkert det er at sidde der i min egen verden uden så meget kontakt til den udenfor ens egen tankerække. Det er da også derfor, jeg slingrer henover det slidte planketgulv med bitte små og forsigtige skridt og tager del i fællesdansen. Jeg er tilfreds med mig selv, nu hvor jeg er blevet en smule mere social, for jeg har aldrig været i tvivl om, at det er forkert at lukke sig selv inde med røgen, der florerer i ens hjernebark. Det er som om, der i nattelivet findes et fællesansvar for at bidrage socialt til det mulmerste mørke i den kolde vinter. Et mørke der er så mørkt, at ingen forældre eller konsorter nogensinde ville kunne se igennem, forstå eller føle det. Et mørke ungdommen huserer rundt i som et hvileløst bæst, der aldrig finder ro. På den anden side set er det jo så dejligt, når man kan sidde der med sine overvejelser og bekymringer og grine af dem uden forbehold. Dette dilemma, tror jeg, er et etisk og moralsk dilemma, som alle natteravne, efter min mening, bør tage stilling til.
Trætheden, efter så mange timer i vågen tilstand, har gjort mig svimmel. Klokken er syv i Dronningemølle. Natten har lagt sig som et lydløst tæppe over de sneklædte sommerhuse, men stilheden er dog allermest omfattende på det lille toilettet, hvor to gode venner og blogejere sidder og diskuterer alt mellem himmel og jord. De andre sover, men vi har ikke helt fået opfyldt vores, grænsende til det sygelige, behov for weekend. Vi kan ikke finde ro. Når jeg endelig ligger hovedet på hovedpuden, er det med drømme om fantasivæsener ved med side, som kan krydre hovedpuden med mild latter til mine øjenlåg langsomt lukkes. Næste dag er ingen af os særlig meget værd, men vi formår dog at slæbe vores sløve korpusser til lokalbanen. Lokalbanen er vist nok også Jans fortrukne transportmiddel. Hvem Jan er? Drukkenbolt fra lokalområdet som også er illustreret på billede tre. Mødet med Jan gav en passende og opklarende afslutning på de to dages rus-påvirkede weekenddage, for Jan er et gyldent eksempel på én, der i lidt for mange tilfælde har lukket sig inde i sig egen lille virkelighed med en flaske gammel dansk og håbet på det bedste. Han har ikke respekteret det ansvar, som alle natteravne har overfor hinanden og det har, med største selvfølgelighed, resulteret i et, tilsyneladende, ensomt liv. For helt ærligt, hvem har lyst til at cruise med Lokalbanen kl. 10 om morgenen, mens man med ærlig indlevelse prøver at tage social kontakt til ens sidste pilsner? Allerværst bliver det dog først, når man i halv-snaldret tilstand prøver at imponere en halvtreds år yngre pige ved at komplimentere hendes, åbenlyst, smukke udseende. Kom igen Jan. En ting har du dog bidraget med, for den nye generation af natteravne vil selvklart tage ved lære af dine fejl og stå ved vores ansvar for at bibeholde vores elskede natteliv, som vi er afhængige af. For at skære ind til benet: Styr din brandert, forhelvede. Høhø.
Pics
1. På vej hjem fra en lang og hyggelig sommerhus-tur med solopgangen i ryggen
2. Sommerhus - tak til søde Amalie for at invitere os!
3. JAN - med alt hvad han indebærer
4. Ja, der er aldrig noget galt i at finde den frem, hvis alle trænger til lidt lejrbålsstemning
5. Christo med en brie. Spørg mig ikke.
6. Christo på wc. Spørg mig ikke.
7. Jonglering med æbleskiver
8. Langbord - i ordets forstand.
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx
Sound of yesterday
Underworld - Born Slippy
